skumma This content has been archived. It may no longer be relevant
Den tolv år gamle Anna fødes ud af sin fars hoved i en symbolsk og emotionelt voldsom sekvens. Hovedet sprækker, og pigen springer ud i et smukt øjeblik af forsoning, kærlighed og total hengivelse mellem far og datter. Helioskatastrofen åbner på den måde med en genskrivning af historien om visdommens og krigens gudinde Athene fra den græske mytologi, der på samme måde kløvede sin far Zeus ved fødslen.
Mystikken står fra start af i centrum i Linda Boström Knausgårds seneste roman Helioskatastrofen, der blev udgivet i Sverige i 2013 og siden februar har været at finde i en norsk oversættelse af Monica Aasprong for forlaget Oktober.
Hør hele anmeldelsen her:
[audio:https://srib.no/wp-content/uploads/2014/04/Helioskatastrofen.mp3]Harmonien i romanens indledning leder direkte over i tragedien. Faren, Conrad, bryder sammen af den skizofreni, som synes at være et direkte resultat af fødslen. Med faren på hospitalet anbringes Anna hos en sød, indremissionsk plejefamilie, men hun skiller sig til familiens bekymring meget ud. Det sociale afskrækker pigen, der hellere klikker skiene på fødderne eller studerer kort fra Middelhavet. Hun er omgivet af en aura af uforklarlighed.
Mellem naivitet og mystik
Ordene flyder først for alvor fra hendes læber, da hun bliver bedt om at tale i tunger af familiens drenge. Menigheden og familien fascineres, men kløften mellem hende og verdenen rundtom er ikke til at overkomme. Afstanden udvikler sig til mere end bare Annas fremmedgørelse fra den sociale virkelighed og familien – den besætter hendes psyke. Således bliver romanen også fortællingen om en lille piges kamp med en psykisk sygdom.
»Jeg kikket på Urban, bønnfalt ham med øynene, men jeg så at han hadde sluppet meg. At han hadde sluppet meg til disse tre. Til hele sykehuset. At han hadde tatt hånden sin fra meg og at han nå skulle hvile etter å ha båret så tungt. Jeg holdt rundt ham. Klamret meg fast til ham. Jeg skrek inni meg. Men ingen hørte det, så han gikk. Han gikk ut gjennom døra, etter å ha sagt at han ville komme og besøke meg. Hver dag nå i begynnelsen.«
Da Anna i anden del af romanen indlægges på psykiatrisk afdeling, mister hun sproget og kontakten til omverdenen. Energien sprudler dog fortsat inde i hende. Hun trækker vejret dybere og tænker tanker, som kun meget få piger i den alder gør. Og det lykkedes flere steder ret så godt for Boström Knausgård at bevæge fortællerstemmen mellem den lille piges naivitet og refleksioner, stemninger, som giver læseren en fornemmelse af en forbindelse til det evige i Anna. Hun er en moderne Athene-skikkelse, som omslagsteksten selv siger.
Vi drømmer med pigen og forfatteren
Romanens mere præcise handlingsforløb forbliver en forhandling mellem de mystiske elementer i teksten og hjernens trang til at finde realismen bagved af det uforklarlige. Men efter at have læst romanen sidder man også med en fornemmelse af, at de skæve, forvirrende og uforståelige dele af teksten ikke kun er sproglige billeder på sygdommens mentale forvrængning. Boström Knausgård griber det mystiske univers og holder fast ved de elementer omkring os, som ikke bare lader sig forklare af forstanden.
Ja, det virker faktisk befriende at læse en roman, som ikke afskrækkes af realismens dogme om præcision, men lader bevidstheden og sproget følges ad i en bevægelse væk fra det genkendelige. Og det er netop også i disse dele af romanen, at Boström Knausgård er mest nærværende. Det er i de fantastiske sekvenser, romanen løfter sig til mere end bare den forfærdelige historie om psykisk sygdom, man trods alt har hørt utallige gange før. Fantastisk skal her forstås i ordets mest oprindelige betydning, som noget mærkeligt, uvirkeligt og drømmende. Vi får nemlig lov til at drømme med pigen og forfatteren – og således bliver Helioskatastrofen en fin, lille gribende roman.
Hør resten af udsendelsen fra 31/03 her:
[audio:https://srib.no/wp-content/uploads/2014/04/Skumma-Kulturs-podcast-fra-31.03.14.mp3]