skumma This content has been archived. It may no longer be relevant
De fleste mennesker tager hovedspring ned i en Lonely Planet eller Rough Guide, når de skal finde de lækreste måltider, blødeste hotelsenge og lære om livet i en ny by eller feriedestination. Nogle gange kan litteraturen dog være til stor hjælp, når man er et fremmed sted, og en god roman kan måske ligefrem give os et endnu dybere indblik i byens stemninger og menneskene i den end guidebøgernes kolde fakta. Det vil jeg lade komme an på en prøve.
Bogen, jeg skal bruge, ligger foran mig, her på det hvide klap op-køkkenbord: Tomas Espedals Bergeners, romanen fra 2013, der sikrede den bergensiske forfatter endnu en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris. Måske kan den besvare nogle af mine spørgsmål om byen og livet nord for det meste af verden. Forlaget siger i hvert fald selv, at det er en roman om livet i Bergens smalle gader og menneske, som går i dem.
Hold dig væk fra Danmarksplads!
Romanens omslag viser våde, mørke gader med menneskeskikkelser, der spadserer. Men heldigvis bryder solens stråler også frem enkelte steder, hvor lyset reflekteres af de sorte brosten og skaber et håb i mørket. Forsiden peger på den måde både mod de dybeste kamre af vores sind og de mest fantastiske solskinstimer af tilværelsen.
Hør indslag: [audio:https://srib.no/wp-content/uploads/2014/02/Espedals-Bergeners.mp3]
Inde i romanen vandrer vi med Espedal i alle byens gader. I Nygårdsgaten, Kong Oscars Gate og på Danmarksplads, hvor jeg da for alt i verden ikke skal opholde mig – dette identitetsløse sted, som dansken selv, hører man næsten i fortællerens understemme. Og vi stikker ind på Café Opera med Knausgaard og de andre. Vandrer, trasker op og ned af de små gader, går og går og går. Det er det virkelige og almindelige, men våde Bergen-liv, Espedal viser os. Sådan da. Så almindeligt som det nu engang bliver, når man er forfatterstjerne.
Regnen kan ingen komme udenom
»Regnet pisker og slår, mot halsen og munnen, mot vinduene og dørene, mot takene og veggene, mot øynene og ansiktet. Det harde vannet. Det tunge vannet, det er ikke lenger regn, men vann som falder. Et grått, ondt vann som faller. Alt dette vannet, det virker hjemlig. Som å bo i et grått, bløtt mørke, det forsvinner ikke.«
I Bergen regner det ikke bare, vandet lægger sig som et vådt tæppe over byen og bliver et vilkår for menneskene i den. Ikke kun som en nedslidende klods om foden, men også en behagelig og hjemmelig følelse, som noget familiært, man uanset hvad ikke kan lade være med at holde af.
I Asos i Italien, som Espedal også besøger i romanen, er regnvejret en begivenhed, noget man betragter fra tid til anden, men i Bergen derimod griber regnen helt ind i menneske og sætter sig fast i knoglerne. Den er en nødvendighed, måske selve byens identitet udspringer herfra. Og så skal man ikke glemme fjeldene, som bliver bergensernes helt egne højhuse. De giver mulighed for at se det hele i perspektiv.
Storhedsvanvid?
Jeg lærer, at bergensere ikke bryder sig om hovedstaden, og at Oslo i den grad er Norges næstvigtigste by. Således har der måske opbygget sig en mindre grad af storhedsvanvid mellem fjeldene på vestlandet. Og jeg lærer, at selvom byen forandrer sig, så forandrer byen sig i virkeligheden ikke, arrogancen og sproget er det samme, fortæller Espedal. Måske det skyldes de følelser og stemninger, den vrede og melankoli, som regnen gør dig så pjask våd af?
»Det er mange som forlater byen, som flytter. Det er mange som ikke orker å bo for lenge i Bergen; man blir syk og livstrætt av det frihetsberøvende regnet og den fuktige innestengtheten mellem fjellene. Man blir tvunget til å leve innendørs, alene eller i små familier. Man går fra hus til hus, fra lokale til lokale, fra bar til bar, fra inne til inne«.
Romanen sprudler ikke ligefrem af optimisme, når ordet falder på Bergen, hvor mørke, regn og melankoli bliver de vanlige synonymer. Men man ikke desto mindre huske, at uden regnen og mørket ville lyset ikke være så skarpt. Der er en vis skønhed selv dér, hvor man kan have svært ved at se den, som på Danmarksplads. I mørket kommer farverne frem, og så er alt lige pludseligt ikke så sort alligevel. Hvis vi lytter til Espedal, så er Bergen lige så meget den tunge regn, som hjemmets lyse stråler. Uden den ene eksisterede den anden ikke.